Villa Vid
Esbensen har sammen med Arkitema og Sloth Møller Rådgivende Ingeniører udviklet test-huset ”Villa Vid”. Villa Vid er bygget af en ny type præfabrikerede højstyrkebetonelementer, som gør det muligt at bygge et lavenergiklasse-0-hus, uden at væggene bliver mere end 35 cm tykke. Gevinsten ved de slanke vægge er bl.a. at man får mere nettoareal ind i bygningen. En tilsvarende traditionel væg i samme energiklasse er typisk 50 cm tyk.
Villa Vid er under opførelse i Tranbjerg syd for Århus. Den 156 m2 store bolig har stue vendt mod syd og værelser mod nord. Husets gavle er øst- og vestvendte.

Villa Vid under opførelse. Foto: Arkitema
Fakta om Villa Vid:
- Væggene er en sandwichkonstruktion bestående af 2 cm højstyrkebeton på ydermuren, 30 cm polyurethanskum (PUR-isolering) og 3 cm højstyrkebeton på indervæggen, dvs. en slank og let konstruktion.
- Alle husets elementer er præfabrikerede og isolerede fra fabrikken, dermed afkortes det udvendige arbejde på byggepladsen. I kraft af at elementerne er tynde og i højstyrkebeton lettes ligeledes håndtering af disse på byggepladsen.
- Husets vinduer er fra Xframe og har U-værdier på blot 0,78 W/m2K. Vinduerne har et ramme-/karmsystem, som er lavet af glasfiberforstærket polyester, som bl.a. også bruges til vindmøllevinger. Kompositmaterialet har meget lav U-værdi, hvilket gør at andelen af glas kan øges betragtelig.
- Huset producerer energi til eget forbrug bl.a. ved hjælp af gulvvarme fra varmepumpe og 25 m2 solceller på taget.
- Husets store vinduespartier udstyres med solafskærmning, og de højtplacerede vinduer med motorstyring sørger for tværventilering af opholdsrum. Endvidere er der indarbejdet ventilationskanaler i betondækket, der sikrer friskluftsventilation i boligens værelser.
Villa Vid er det første hus af sin slags og indvies i juni 2011. Villa Vid er samtidig et forprojekt/demoprojekt for et projekt med 75 boliger i Hasselager for Brabrand Boligforening samt opførelsen af 99 ungdomsboliger ved havnen i Aarhus for Boligforeningen Ringgården. Esbensen er ligeledes ingeniører på de nævnte projekter.
For yderligere information kontakt
|
KARSTEN WINCKLER RASMUSSEN
Afdelingsleder Århus - Gruppeleder, VVS-ingeniør
T : +45 30317990
E : kwr@esbensen.dk
Publiceret 10. juni 2011