FREMTIDEN BLIVER KUN SÅ GOD SOM VI SELV BYGGER DEN
Indvielse af Sølvgades Skole
Esbensen har sammen med arkitektfirmaet C. F. Møller og Sloth Møller Rådgivende Ingeniører medvirket ved udvidelse og renovering af Københavns første kommuneskole, Sølvgades skole (1847).
Skolen blev oprindeligt bygget til halvandet spor, men det voksende elevtal i Indre By og søgningen til Sølvgades Skole har medført, at skolen har to spor på alle klassetrin og behov for at blive udvidet. Skolen har nu fået 2400 nye kvadratmeter. Den nye bygning indeholder bla. 6 nye basislokaler, ny gymnastiksal og 7 faglokaler til blandt andet sløjd, natur og teknik, musik, håndarbejde og hjemkundskab. Desuden har den gamle, fredede skolebygning gennemgået en lettere renovering, hvor basislokalerne er bevaret.
C. F. Møller har ved udformning af tilbygningen ladet sig inspirere af kvarterets bygningsformer og historie, f.eks. Nyboders pastelfarver, og samtidig tilført skolen et modernistisk twist, der giver nyt liv og dynamik.

Foto: Arkitektfirmaet C. F. Møller
Skolen er netop blevet indviet med deltagelse af bl.a. tre københavnske borgmestre: Overborgmester Frank Jensen, børne- og ungdomsborgmester Anne Vang og kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev.
Lavt energiforbrug og ideelt indeklima
Den nye tilbygning er opført i henhold til lavenergiklasse 2 og efter Københavns Kommunes seneste retningslinjer for miljøvenligt byggeri. Den markante dobbelte glasfacade medvirker til at skabe en højisoleret bygning i tillæg til at minimere trafikstøj. Samtidig skaber facaden en skorstenseffekt, som gør det muligt at udnytte naturlig ventilation. Den naturlige ventilation suppleres af mekanisk ventilation i et samlet energikoncept, der minimerer energiforbruget og skaber et ideelt indeklima i skolen. Alt i alt betyder det, at energiforbruget ikke overstiger kravet i lavenergiklasse 2 på 68 kWh/m2/år.
Esbensen har medvirket ved energikoncept, indeklima og projektering af bygningsinstallationer.
For yderligere information kontakt:
|
PIA MORTENSEN
Gruppeleder - El, VVS & Ventilation, El-ingeniør
T : +45 88273313
E : pm@esbensen.dk
Publiceret 25. august 2011